Niels Laurits Christian Jensen

1814 - 1887  (72 years)

• Navn	Niels Laurits Christian Jensen
  Født	07 aug. 1814	Kloster Færgegård, , ,
  Døbt	18 dec. 1814	Stege Kirke, , ,
  Køn	Mand
  Død	20 jan. 1887	København, , ,
  Person-ID	I4390	KaiOve
  Sidst ændret	31 aug. 2017

  
  

  Far	Niels Jensen,   f. 06 nov. 1791, København, , , ,   d. 27 sep. 1867, København, , ,  (Alder 75 years)
  Mor	Jacobine Florentine Norup,   f. 06 sep. 1795, Trollesgave, Fensmark sogn, Tybjerg, Næstved ,   d. 11 apr. 1879, København, , ,  (Alder 83 years)
  Notater	Referencenr.: 34410
  Familie-ID	F1735	Gruppeskema  |  Familie Tavle

  
  

  Familie	Agnetine Sofie Frederikke Pedersen,   f. 03 jul. 1826, Nykøbing Sjælland, , , ,   d. 17 nov. 1894, Frederiksberg, , ,  (Alder 68 years)
  Gift	21 maj 1847	Nykøbing Sjælland, , ,   [1]
  Notater	Referencenr.: 13212
  Børn	1. Agnes Emma Jensen,   dbt. 09 feb. 1856, Nykobing, , Holbaek, Denmark   2. Caroline Wilhelmine Jensen,   dbt. 02 aug. 1851, Nykobing, , Holbaek, Denmark   3. Marius Peter Malthe Jensen,   dbt. 12 maj 1854, Nykobing, , Holbaek, Denmark   4. Nelly Jensine Jensen,   f. 12 maj 1848   5. Jens Christian Sofus Jensen,   f. 17 jun. 1849, Nykøbing Sjælland, , , ,   d. 01 mar. 1925, Tornbygård Klemensker, , ,  (Alder 75 years)   6. Marina Dagmar Letta Jensen,   f. august 1857, Rønne, , Bornholm, Denmark   7. Alma J D Jensen,   f. august 1861, Rønne, , Bornholm, Denmark   8. Magnella Elisabeth Jensen,   f. 10 feb. 1865, Ronne, , Bornholm, Denmark ,   d. 06 jun. 1944, Copenhagen, , Copenhagen, Denmark  (Alder 79 years)
  Sidst ændret	18 maj 2016
  Familie-ID	F0288	Gruppeskema  |  Familie Tavle

  
  

• Begivenheds Kort

  Død - 20 jan. 1887 - København, , ,  = Link til Google Earth

  
  

• Notater

  Efter at have været første kontorbetjent ved Gisselfelds klosters godskontor blev Niels Lauritz Christian Jensen skriver i matrikelkontoret og tog 1834 dansk juridisk eksamen med bedste karakter. Han var derefter nogen tid kontorbetjent ved Frederiksborg amtstue, blev senere volontair i Zahlkassen, hvor han ved kgl. resolution af 18. marts 1841 ansattes som 2.den kopist med anciennitet fra 1. januar og med 400 rdlr. i årlig løn. 9. april 1844 ansattes han som fuldmægtig ved den kongelige odsherredske godskasses kontor, idet dog hans stilling ved Zahlkassen skulle stå ham åben. Da Zahlkassen og Statsgældskassen 1. oktober 1849 forenedes i Finanshovedkassen, blev Jensen udnævnt til assistent i finansministeriet med 500 rdlr. i årlig lønning. 1. april 1851 konstitueredes han i svigerfaderens embede for 2 år, og 1. april 1853 forlængedes konstitutionen med yderligere 2 år. 6. oktober 1853 udnævntes han til virkelig kammerassessor og 1. december 1855 til amtsforvalter for Bornholms amtstuedistrikt. 21. juli 1869 erholdt han titlen som justitsråd med rang i 5. klasse nr. 3 og 17. maj 1873 Dannebrogsordenen Ridderkors.1. juli 1875 fik han ifølge ansøgning det store embede som amtsforvalter for Københavns amtstuedistrikt, fra hvilket embede han afskedigedes 1. april 1886 ifølge ansøgning i nåde og med pension, idet han samtidig udnævntes til etatsråd med rang i 3. klasse nr. 9. I Bornholms Tidende for 24. og 25. maj 1929 skrev sønnen, pastor Marius Jensen, er par kroniker, hvoraf her fremsættes følgende: "Det var i 1875, Far blev forflyttet til København som amtsforvalter, så der kan naturligvis kun være ganske enkelte gamle, som muligvis endnu kan huske ham. Svigerfar, sognepræst i Rønne Frederik Vilhelm Christensen døde derimod først i 1903 som en meget gammel mand. Det er mere end ét slægtsled, han har født, konfirmeret, viet og begravet, og overmåde mange, der nu er over 40år, vil sikkert tydeligt erindre ikke blot hans ydre skikkelse, men også ord og træk, som er karakt eristiske for ham.Der var ikke noget særligt mærkeligt ved Fars ydre. En middelhøj mand, noget tør, mager og spinkel, med, må man vel sige, regelmæssig kønne ansigtstræk. Han var en stille, tilbageholdende mand, som ikke indbød til fortrolighed eller tilnærmelse. Der var ikke over hans væsen noget, der vidnede om varme, ømme følelser eller højtflyvende tanker og idéer. Som børn havde vi stor respekt, nærmest frygt for Far. Ville vi opnå noget hos ham, måtte det gå gennem Mor, et meget varmt, hjerteligt menneske, men med et noget bekymret sind, særlig hvor det gjaldt os børn, når hun syntes, at vi ikke artede os, som vi skulle. Vor opdragelse var helt overladt til hende. Vi så sjældent far uden ved måltiderne, lænket som han var til sit kontor eller i de senere år stærkt optaget af kommunale erhverv. Der næppe nogen af os søskende, som kan huske, at han har kærtegnet os. Men når jeg tænker på Far, navnlig som han var i de senere år, forstår jeg, hvor svært de mennesker kan komme til at føle det, hos hvem de milde, blide, ømme følelser er lænkebundne, så de ikke kan få luft. Mange gammeldags bønder må have haft det på den måde, åndelig blufærdighed holdt disse følelser nede, de syntes, at de frøs fasteller ikke blev ægte, når de ville virke gennem at kærtegne dem, som de dog hang ved med hele deres sjæl. Der dem, som i alt for høj grad bærer hjertet på tungen, og som har let ved at klæde sig åndelig af i andres nærværelse. Men der er visselig også dem, og det ikke af de ringeste og mindst ægte, hvor de hjertelige følelser ligger dybt nede, og hvor man er ængstelig for at lade dem komme til åbenbarelse, navnlig når andre hører eller ser derpå. Det var egentlig kun juleaft en, når vi gik i kreds om juletræet, at Far tøede rigtigt op.Far var blevet meget strengt og pligtmæssig opdraget, og det har naturligvis afsat spor i hans karakter. Det er bleven sagt mig, at der hver lørdag fandt en afregning sted for ugens forsyndelseri form af prygl, men Far fik som den ældste e n dobbelt ration, fordi han havde ansvar også for sine søskende, hvordan de bar sig ad.Vor tid har ondt ved at forstå en sådan opdragelse, og at den kunne ske af kærlighed. Men vist er det, at der af denne opdragelse fremgik mange i høj grad samvittighedsfulde, pligtopfyldende og arbejdsglade mennesker i modsætning til, hvad der kan siges om vor tids opdragelse af børnene og ungdommen.Hjemmet havde små økonomiske kår, og Far måtte derfor meget tidligt sørge for sig selv. Men ved megen nøjsomhed og flid førte han det til at tage dansk juridisk eksamen, som det dengang hed, ogkom senere under sådanne forhold, at han endogkunne støtte flere af sine søskende, en endog til at tage lægeeksamen, og at han til sidst blev en efter de tider ret velstående mand. Men de nøjsomme kår, han havde levet under i sit hjem, og den måde, hvorpåhan havde måttet arbejde sig selv frem, gjorde, at han havde lært, at man må spare på skillingen, hvis man vil nå til at få en daler. En firskilling eller en mark sad meget fast hos ham, og jeg undrer mig ikke over, at folk, der havde arbejde hos ham, kunne finde ham smålig og nøjeregnende. Bedst mindes jeg Far, som han sad i sin kontorstol med sin lange pibe, ret stadig om vinteren vandrende hen til kakkelovnen for at få den tændt ved en "fidibus" (en sammenlagt eller sammenrullet papirstrimmel). Hvertøjeblik glemte han at ryge, så piben gik ud. Jeg havde derfor mistanke om, at der blev røget mere papir end tobak. Tændstikker brugte han ikke; om der var noget at spare, ved jeg ikke, men sikkert er det, at han var en meget sparsommelig ognøjsom mand, nærmest med hensyn til sine egne fornødenheder. Men så var det mærkelige, at større summer kunne han godt undvære, når det gjaldt om at hjælpe nogen eller noget godt frem. Og navnlig, hvor det gjaldt os børn, blev der i den henseende intet sparet. Det var en tid, hvor det hørte til undtagelserne, at døtrene i de mere velstillede hjem skulle lære noget, hjælpes til at stå på deres egne ben. anderledes i mit hjem. Der blev anvendt lige så meget på mine søstres udd annelse og dygtiggørelse som på os brødre.Fars forfædre kender jeg slet intet til ud over mine bedsteforældre. Jeg ved ikke, hvor meget han selv kendte til dem, han talte i alt fald aldrig om dem. Det var for et par slægtled siden ikke almindeligt, at mankendte synderligt til den rod, man var runden af. Anderledes i vore dage, hvor overmåde mange ikke mindst her på Bornholm kan forfølge deres slægt flere århundreder tilbage. Og levet som Far, født 1813, havde sin ungdom og manddom i en meget bevæget tid,æstetisk, national og politisk og under Treårskrigen, synes det ikke, som han var blevet berørt og påvirket af disse strømninger. Hans liv og gerning faldt uden for København, Bevægelsens hovedcenter. Men hovedgrunden har vel nok været den, at han var for stærkt optaget af det økonomiske og praktiske livs opgaver til, at han kunne blive taget af dette åndelige røre. En meget praktisk anlagt mand var han i det hele, derfor kom senere her på Bornholm det kommunale liv til at interessere ham stærkt, og han var i adskillige år et virksomt medlem både af byråd og amtsråd. Et vidnesbyrd om, at man satte prispå hans virksomhed i byen, har vi i en høj sølvopsats, som blev givet ham i erkendtlige medborgere ved mine forældres sølvbryllup. Her i byen var han særlig optaget af dens forskønnelse med plantninger. Den søndre spadseresti, plænen på Lille Torv og anlæggene foran kirkegården mener jeg i særlig grad skyldes virksomhed fra hans side. Men også, hvor der kom noget frem i retning af at oplyse og dygtiggøre de unge håndværkere, f.eks. håndværker- og industriforeningen, var han en sikker mand. Og skønt kontormand og embedsmand af den gamle, ministerielle skole var han i grunden en meget jævn mand. Jeg tror, at han befandt sig bedre ved samtale og samarbejde med jævne borgere og bønder end med mere kundskabsrige ogkultiverede mennesker, selv om naturligvis den selskabelige omgang var inden for byens embedsmænd. Far havde ikke haft lejlighed til, måske heller ikke anlæg for at tilegne sig mange alsidige kundskaber, og da han var meget ærekær, kunne h an føle sig trykket af en mand som Amtmand Vedel, den embedsmand, som han ellers ifølge sin stilling havde mest at gøre med. Fars praktiske sans fik jeg et særligt stærkt indtryk af, da jeg var blevet sognepræst i Haderup, det største og mest magre hedesogn i Danmark. Havde jeg ikke haft Far i ryggen, ville jeg der ved at drive avlingen have pådraget mig en gæld,som kunne havetynget mig hele livet. Men hans, som jeg nu kan se, ene fornuftige forslag, at jeg skulle lade være med at dyrke den usle agerjord uden med lidt hug og blot holde en hest, nogle køer og får på det enghø, vi høstede, turde jeg ikke følge, da jeg mente, atjeg kunne drages til ansvar for, om jeg lod det hele gro til med lyng igen. Pudsigt nok den eneste gang, han besøgte os i Haderup, denne ørken, som han kaldte det, regnede det uafbrudt omtrent en uge igennem, så den sidste dag vi kom over til ham, erklærede han, at han i dag ville blive liggende i sengen. Som god og tro kongelig embedsmand var Far naturligvis, selv om han ikke var nogen ivrig politiker, højremand og Estruper. Og den sværeste tid, jeg har oplevet, var, da jeg havde sluttet mig til Morten Pontoppidans "Kirkens Genmæle" mod denestrupske lovløshed og af den grund blev truet med afsked, hvis jeg ikke tilbagekaldte. Far var den gang dødssyg, og jeg nærede den alvorligste bekymring for, hvordan det skulle gå, hvis han fik sandheden at vide. Hvordan jeg kom om ved de t uden at træde sandheden og kærligheden for nær, har jeg omtalt ved anden lejlighed og skal derfor ikke her komme ind på det. Med meget stor kærlighed hang Far ved Bornholm, ved sin gerning herovre og ved naturen, men han kunne dog ikke modstå at søge det store embede som amtsforvalter i København. I Haderup, hvor man var tilbøjelig til at bedømme en mands stilling i samfundet efter hans indtægter, sagde man, at han var noget næst efter Kongen. Men man havde også der ret kuriøse forestillinger. Et billede, vi har hængende på vor væg, forestiller Solguden efter den romersk-græske mytologi. Man ser solguden kørende i luften med løs tøjle et firspand af vældige heste, omringet og ledsaget af skønne dansende møer og drivende foran sig en kvinde i et langt, flagrende klædebon, der strør roser på sin vej (den sidste et billede på morgenrøden, der må fly for solens kraft og glans). Deter jo ikke til at forlange, at jævne mennesker skulle kende eller tyde de runer. Men når en foreslog, at det var de kongelige, og en anden, som ikke har været rigtig hjemme i sin bibelshistorie, at det var Jesu indtog i Jerusalem, så var det dog vel meget ved siden af. Det store embede kunne imidlertid på ingen måde erstatte Far savnet af Bornholm og virksomheden derovre. Han følte sig i København isoleret og ene, borte navnlig fra det, som uden for hans embede havde haft hans store interesse. Han besøgtealdrig Bornholm, efter at han var flyttet derfra, han kunne ligefrem ikke tåle at gense det. Vi ville derfor gerne, at hans støv skulle have hvilet på Rønne kirkegård, men hans død 1887 faldt i en lignende vinter som den, vi har haft i år, så vi synes ikke, at vi turde risikere at føre hans kirke med dampskibet. I kristelig henseende var Far i mange år uberørt. Vi havde sammen med Kommandanten et bur foroven i kirken lige over for prædikestolen, ligesom amtmanden på den modsatte side, og så fulgte de andre bure efter nærmere ved eller længere borte(antager jeg) til enhvers stilling eller pengepung. Men Fars plads stod som regel tom. Da blev han vækket op efter Mors sigende ved flere drømme, hvor han vågnede i stor angst, fordi han følte døden over sig. Men så var det, at bekendtskabet med pastor Christensen, dennes åbne og hjertelige væsen og tale kom ham til hjælp, sådan at han i den tid, vi boede i København, var en stadig gæst og opmærksom tilhører i Vartov og siden efter Brandts død af Skat Rørdam i Helligåndskirken. Et vidnesbyrd om, at den lille kreds mestaf jævne håndværksfolk, som havde sluttet sig nær til pastor Christensen, følte, at han stod i samme åndelige lejr som dem, har jeg i en bibelforklaring på 3 tykke bind, som blev sendt ham med f ølgende lille brev: "De bedes venligst modtage denne lille julegave fra en kreds af trosfæller". Bogen selv har jeg ikke kunnet finde nogen oplysning i, hvad Far har, ved jeg ikke, men gaven vidner jo om, hvordan man i den kreds så på ham. Må jeg til sidst tilføje uden at få ord for at være ubeskeden eller taktløs i en slags parentes: Man har været så venlig at sætte en mindetavle om Fars virksomhed til forskønnelse af indgangen til kirkegården. Den er sat derude i et stort elmetræ, som oprindelig er skudt op mellem brostenene i amtstuegården. Kunne der ikke uden at beskæmme anlægget og med en ringe bekostning lægges en smal sti hen til træet og med en ringe bekostning sætte en bænk under det. Som det nu er, er der næppe en eneste, som ikke i forvejen ved besked om det, som tænker på, at der på det sted er anbragt en mindetavle. Referencenr.: 4390

  
  

• Kilder

  [S008780] Stamtavle over Niels Jensens efterkommere (1) (Pålidelighed: 3).