| |
|
Fra fortid til nutid for fremtiden
Slægtsforskning
|
 |
|
 1170 - 1241 (70 years)
-
| Navn |
Kong Valdemar 2. Sejr |
| Født |
21 jun. 1170 |
Ribe, , ,  |
| Køn |
Mand |
| Død |
28 apr. 1241 |
Vordingborg, , , Danmark |
| Person-ID |
I1134 |
KaiOve |
| Sidst ændret |
18 maj 2016 |
| Far |
Valdemar Den Store, f. 14 jan. 1130, Slesvig by, , , , d. 12 maj 1182, Vordingborg, , , Danmark (Alder 51 years) |
| Notater |
|
| Familie-ID |
F0586 |
Gruppeskema | Familie Tavle |
-
| Notater |
- Referencenr.: 1134
- Valdemar Sejr (Valdemar 2.) (maj/juni 1170 i Ribe 27. marts 1241 i Vordingborg) var konge af Danmark fra 1202 og til sin død. Han var søn af Valdemar den Store og Sofie. Han efterfulgte sin broder, Knud den Sjette, der døde barnløs. Juledag 1202 blev han kronet i Lund Domkirke af ærkebisp Anders Sunesen.
I 1188 var han blevet udnævnt til hertug af Slesvig. Den danske ekspansion, som Valdemar den Store påbegyndte, blev videreført under sønnerne, Knud og Valdemar Sejr. Først erobrede Valdemar Sejr Holsten, siden Ditmarsken, Lübeck og Hamburg.
Den 15. juni 1219 kom Estland under dansk overherredømme. Paven havde opfordret Valdemar Sejr til at iværksætte et dansk korstog som hjælp i Palæstina eller føre korstog mod hedenske baltere, og kongen ville således hellere færdiggøre mange års erobringspolitik i Estland således at Sværdridderne (senere indlemmet i Den Tyske Orden) ikke blev for magtfulde på bekostning af den danske konge.
Med i korstoget var også Johanniterordenen, som siden omkring 1130 havde haft pavens velsignelse til at føre et rødt-hvidt korsbanner. Ganske vist med et hvidt kors, der opdelte den røde dug i fire kvadratiske felter. Dannebrog har som bekendt to kvadratiske og to aflange felter. Roskilde-munken Peder Olsen beskrev omkring år 1500 det dramatiske slag, hvor det længe ser ud til, at de kristne ville tabe slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn) den 15. juni 1219. Den gamle ærkebiskop, Anders Sunesen knælede ibøn på en bakketop. Når han rakte armene mod himmelen, rykkede danskerne frem, når armene blev sænket på grund af træthed, veg de tilbage. Hjælpere sprang til for at støtte den gamle ærkebiskops arme. Da kampen var på sit højeste, sendte Gud hjælp. Tegnetvar et rødt flag med et hvidt kors, der faldt ned fra himlen. Dette ansporede danskerne yderligere, og de vandt en stor sejr. Kong Valdemar kundgjorde, at dette korsbanner, der gav danskerne sejren, herefter skulle være det danske rigsbanner.
I 1217 sendte Valdemar sin nevø Albert af Orlamünde til Estland i håb om at erobre Øsel. Vinteren 1218/19 var streng nok til, at man kunne sende styrker fra Riga over isen til Estland. Ekspeditionen fik i eftertid tilnavnet Det kolde korstog. Sværdbroderordenen, tyske korsfarere og nyomvendte letlændere og lithauere begav sig i vinternattens mørke over isen til Suntaken og derfra over land til Reval. Frosten og den bidende vind fik ansigtshuden til at slå sprækker og falde af. Mange forfrøs næse, hænder eller fødder i løbet af natten. Om morgenen satte de i fortvivlelse ild til den første landsby, de fandt, for at få varmen, og tilbragte de næste dage med at plyndre og dræbe hedninge, hvorefter de jagede krigsfanger og kvæg ud på isen ved Reval og gik tilbage til Riga med byttet. I løbet af sommeren 1219 kom Valdemar selv. Hvis det passer, at han medbragte 1.500 skibe, har han også mobiliseret stormændenes private styrker. Ærkebiskop Sunesen fulgte også med. Danskerne rejste nu borgen, der blev kendt somDanskeborgen, som på estisk blev til Tallinn. Esterne mødte nu frem hos Valdemar, og overgav sig til ham og kristendommen. Rørt gav Valdemar dem store gaver, mens biskopperne døbte dem på stribe. I virkeligheden drejede det sig om en krigslist, for esternevendte tre dage senere tilbage og overfaldt de danske styrker, der sad ved aftensmaden og blev så overrumplede, at de kun blev reddet fordi Vitslav af Rügen havde stået gemt under klitten med sine ryttere og fik drevet esterne på flugt. Danskerne og detyske vasaller forfulgte nu de flygtende og skal have dræbt mere en tusinde af dem. Der blev afholdt en takkegudstjeneste, før Valdemar tog hjem. For sikkerheds skyld blev biskopperne tilbage med en troppestyrke, der "hele året kæmpede mod Revals beboereindtil de endelig modtog dåbens sakramente".
[redigér] Jagten på LyøUnder en jagttur til Lyø i 1223 blev Valdemar Sejr sammen med sønnen Valdemar taget til fange af grev Henrik af Schwerin, kaldet "Sorte Henrik". Greven afværgede de efterfølgende angreb, og i 1225 løskøbtes Valdemar for 45.000 mark,penge som han havde lånt af Henrik. Desuden skulle alle erobrede områder i Nordtyskland gives tilbage. Endelig måtte kongen sværge at afstå fra hævn. Alt håb om generobring af områderne bristede efter nederlaget ved Bornhøved i 1227, hvorefter Valdemar gik i gang med rigets indre opbygning. Kort før sin død stadfæstede han Jyske Lov.
[redigér] Arven after Valdemar SejrPå grund af sine mange erobringstogter fik han tilnavnet "Sejr". Alle erobrede områder undtagen Estland gik imidlertid tabt igen allerede i hans egen tid efter konflikten med Grev Henrik. Som sin far søgte Valdemar Sejrat sikre den kongelige arvefølge ved at få kronet sin ældste søn til medkonge, og de andre sønner fik hver et landområde i arveligt len. Dette medførte en svækkelse af kongemagten og indeholdt kimen til den tronkamp, som sønnerne udkæmpede efter hans død.
I 1205 giftede Valdemar Sejr sig med Dagmar, der var datter af Ottokar 1. af Böhmen (Tjekkiet). I følge traditionen var hun elsket af befolkningen. Hun døde i 1212 og "hviler udi Ringsted". På sit dødsleje skulle hun efter overleveringen (folkevisen) haveforsøgt at overtale Valdemar Sejr til at ægte Karl af Rises datter, Liden Kirsten, og ikke den "beske blomme", Bengerd, som hun kaldes i folkevisen. I 1214 giftede Valdemar Sejr sig alligevel med Berengaria, der var datter af kong Sancho I af Portugal. Hun blev moder til Erik, Abel, Sophie og Christoffer.
Valdemar Sejr døde i Vordingborg og ligger begravet i Skt. Bendts Kirke i Ringsted.
(Kilde: Wikipedia)
|
|
|
|
