Notater: Norupfamily

Søg

Fra fortid til nutid for fremtiden
Slægtsforskning

Match 351 til 400 fra 8,503

#	Notater	Knyttet til
351	Date of residence: 1641 - 1650 Place of residence: 20.sgd. Agregård i Nyker Bonde på 28.sgd. Skovgård fra 1622, og senere på 23.sgd. Øster ¿bygård NK.	Madsen, Niels (I0994)
352	Date of residence: 940 - 0986 Place of residence: Konge af Danmark Rejste den store runesten i Jellinge (Danmarks dåbsattest). Indskriften er: "Harald Konge bød giøre kumler disse efter Gorm fader sin og efter Thyra moder sin, den Harald som sig vandt hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne" Tilnavnet Blåtand har næppe noget med tænder at gære. Den ældste form vi har er Blåtan, men ingen ved hvad det skal betyde. Adam af Bremen skriver at Harald regerede i 50 år, men måske betyder det blot 'mange'. Roskildekrøniken skriver at han i 15 år regerede sammen med Gorm. Historien beretter at biskop Poppo bar jernbyrd (han bar glødende jern uden at brænde fingrene), og derved overbeviste Harald om Kristi styrke overfor Thor og Odin. Derpå lod Harald sig døbe. Historien blev berømt viden om, og ses på kalkmalerier mm langt ned i Europa. I 965 giver den tyske kejser Otto den Store (-973) sine bispesæder i Schleswig, Ribe og århus fuld skattefrihed. Dette kan (bla) tolkes som, at han overdrager dem til Harald. Den tredje byggefase på Dannevirke er dateret til 968, og må være Haralds værk. Han har også stået for bygningen af Trelleborg (980/81), Fyrkat (ca 980/81), og rimeligvis også Aggersborg og Trelleborg i Skåne, foruden Ravningbroenover Vejle ådal (979 1). Til disse bygningsværker må Harald have udskrevet skatter, arbejdere og materialer i hidtil utænkelig størrelsesorden, og det viser at han har haft en meget stor magt indadtil. Måske er borgene beregnet til at befæste denne magt, dvs forhindre opr?r. Annalerne skriver at Harald (med titlen hertug) betaler sin fastsatte afgift til den tyske kejser Otto i 973. Da Otto d?r samme år, og sachser-hertugen Herman Billung nylig var død, prøver Harald i 974 en krig for at frigøre Danmark. Den er omtalt i flere annaler og i Snorris Heimskringla, og der fortælles om sv?re kampe ved Dannevirke. Det ender med dansk nederlag, så Harald må fortsat betale det aftalte bel?b, nu til kejser Otto II (- 983), og Sydslesvig (fra Dannevirke til Ejderen) indlemmes i Sachsen. I 982 bliver Otto II (- 983/4) slet af araberne, og både slaviske folk og Danmark fors?ger at frigøre sig af kejserriget. Harald tilbageerobrer området ned til Ejderen, og g?r Danmark frit for skattepligten til Tyskland. Den endelige fred, hvor Tyskland fraskriver sig Hedeby og landet nord for Ejderen, bliver dog først sluttet af Haralds barnebarn Knud den Store i ca 1025. Teksten på Haralds Jellingsten slutter (måske er det en senere tilføjelse):'Den Harald som vandt sig alt Danmark og Norge, og gjorde danerne kristne'. Imidlertid viser de frankiske annaler, at Danmark er et samlet rige længe før Gorm og Harald. I 811-13 rækker det fra Ejderen til Skåne og Vestfold (V for Oslofjorden). Også Ottars og Wulfstans rejseberetninger fra slutningen af 800-talletomtaler et Danmark bestående af: Oslofjorden, Bohus Len, Halland, Skåne, ?erne og Jylland til Ejderen. Blekinge hører på den tid til Sverige, og Bornholm har sin egen konge. (Kilde: Niels Lund: Ottar og Wulfstan. 1983) Der er altså ingen belæg for at hverken Gorm eller Harald samlede et antal småkongedømmer til Danmark. Evt kan Harald hentyde til rester af Gnupas herred?mme, som han får renset ud, eller diverse storm?nd som har revet sig l?s under borgerkrigen. Men teksten kan også overs?ttes til: '... som vandt sig Danmark HELT - samt Norge - og kristnede danerne' Her kan 'helt' hentyde til Haralds sejr over tyskerne i 983. Harald bliver såret i et slag ca 986 mod sin s?n Svend Tveskæg, der ledede et større opr?r mod ham. Han flygter til Jomsborg og d?r der. Om Jomsborg overhovedet har eksisteret, er ret usikkert, men antageligt gemte Harald sig i byen Iumne / Julin / Hyumsburgh / Iumneta / Vineta, idag rimeligvis Wolin ved Oders østlige munding, 20 km ? for Swinoujscie. Hans sandsynlige dødsdag kendes fra en årtideliste: der skulle bedes for ham 1 nov, årstallet er antageligt 986 eller 987. (Kilde: Erik Kroman: Det danske Rige i den ældre Vikingetid. 1976. s 115-123) (Kilde: Steen Hvass og Birger Storgaard (red): Da klinger i Muld... 1993) Fra Steen Thomsens database dec 1997 Han udbyggede Jomsborg til værn mod venderne. Han erobrede Norge ca. 960, men hans flåde, ledet af jomsvikingerne, led 975 nederlag ved Hjrungave, hvorved Norge igen gik tabt.	Blåtand, Harald (I72029412)
353	Date of residence: ABT 1666. Place of residence: Handelsmand i København	Von Alpen, Johan (I1570)
354	dato for død og begravelse: kirkebog for Hansted 1830-1847, opsl.160. Bryllup KB opslag 81	Norup, Forpagter Laurids Jacobsen (I73)
355	De boede ved Fårup sø	Jensen, Abraham (I3501188)
356	De byggede i 1920 en landbrugsejendom med 16 td. jord i Fjeldsted ved Mariager.	Kobberrød, Niels Christian Petersen (I6693)
357	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I4601)
358	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Familie F1451
359	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Familie F1437
360	Degn i Nepsager	Norup, Degn Jesper Jacobsen (I92852960)
361	Degn i Vorning, Randers	Dreyer, Mogens Lassen (I498)
362	Deltog 1205 i togtet til Estland, faldt 31 januar i slaget ved Lena/Leene i Sverige.	Galen, Ebbe Sunesen (I1163)
363	Den aldrende kong Niels's søn Magnus dræbte sin fætter, Knud Lavard i Haraldsted Skov. Gåden omkring dette drab er aldrig blevet løst. Knud havde lige så stor ret til tronen efter Niels som Magnus. Måske var det en begyndende tronstrid, der her fik en brat afslutning. En anden mulighed er, at Magnus med rette kunne betragte Knud som en trussel mod Danmarks selvstændighed. Niels havde udnævnt Knud til hertug i grænselandet, og han forsvarede med stort held Slesvig mod den truende venderstamme, abodritterne. Men Knud, der var opvokset ved sakserhertugen Lothars hof, fik i 1129 også titlen "Konge over wagrer og abodritter" af Lothar, der i 1125 var blevet tysk konge. Wagrien var det nuværende Øst-Holsten og beboet af abodritter. Knud tjente altså to herrer,hvilket kan have ført tvivl om hans loyalitet mod Niels. Den 7. januar 1131 blev Hertug Knud Lavard myrdet i udkanten af en lille skov nær ved Haraldsted. Baggrunden for dette mord var en strid mellem Knud og hans fætter Magnus om kongemagten. Under påskud af at ville forsones med Knud aftalte Magnus et møde med ham. Trods advarsler mødte Knud op på det aftalte sted, er skovbryn nær Haraldsted. Her lod Magnus uden varsel Knud hugge ned. Mordet udløste flere års borgerkrig, der nær havde splittet det danske rige. Ret hurtigt efter mordet gik der rygter om mirakler ved Knuds grav i Ringsted. Rygterne er sandsynligvis understøttet af Knuds familie, der heri så en bekræftelse af deres krav på kronen. Først et kvart århundrede senere, i 1156, lykkedes det Knuds søn, Valdemar den Store at komme til magten. I 1169 kanoniserede pave Alexander III Knud Lavard som helgen. Året efter gravsættes Knuds helgenskrin højtideligt i alteret i Sankt Berndts kirke i Ringsted. Knuds søn, Valdemar, benytter lejligheden til samtidig at krone sin 8 årige søn til konge. Kort tid efter mordet på Knud Lavard rejste man et kapel på drabsstedet. Kapellet er bygget af regelmæssige kvadre af frådsten. Frådsten er kalksten, der er skåret ud af aflejringer, der kan findes ved kildevæld i Østdanmark. Stenen er blød og let at udskære, men hærder, når den kommer op i luften. Kapellets mure er såkaldte kassemure, med en yder- og en indermur. Mellemrummet er udfyldt med flintbrokker, lagt i kalk. Gulvet i kapellets skib var af tegl, lagt i et zig-zag mønster. Skibet er på et tidspunkt blevet forlænget, måske i forbindelse med helgenkåringen af Knud Lavard. På et senere tidspunkt er kapellet forsynet med hvælv. Legender fortæller, at en hellig kilde sprang frem på det sted, hvor Knud Lavard blev myrdet. Gennem hele middelalderen valfartede pilgrimme i stort tal til kapellet og helligkilden. Efter reformationen mistede kapellet og helligkilden deres betydning, ogblev hurtigt glemt. Først i 1883 blev kapellet genfundet og udgravet. Trods eftersøgning har man ikke fundet rester af helligkilden. Knud Lavards kapel ligger i det dejlige område nord for Haraldsted ude på en mark med masser af kvæg og får omkring. Der er lagt en geocache på stedet http://www.geocaching.com/seek/cache_details.aspx?guid=0064e83d-4229-4f89-bbd8-5cce94776d8b Læs mere om Knud Lavard på Wikipedia: http://da.wikipedia.org/wiki/Knud_Lavard Knud Lavard (ca. 1096 7. januar 1131 i Haraldsted) var jarl af Sønderjylland. Knud Lavard var den eneste legitime søn af Erik Ejegod og Bodil, og halvbror til Harald Kesja, Erik Emune og Ragnhild (mor til Erik Lam). Han blev muligvis født på borgstedet Hagerup ved Slangerup, hvor hans fader blev født, da byen sammen med Dalby i Skåne var sæde for Svend Estridsens hof. Han blev tidligt forældreløs, da Erik Ejegod og Bodil døde under en pilgrimsrejse til Palæstina i 1103. Derfor voksede han op hos Skjalm Hvide. Da han selv blev myrdet, voksede hans søn, Valdemar, op hos Skjalm Hvidessøn, Asser Rig, sammen med dennes sønner Absalon og Esbern Snare. Knuds farbror, kong Niels, udnævnte i 1115 Knud til jarl af Sønderjylland - en position han udnyttede til at føre erobringskrig mod det vendiske folk obodritterne i Holsten. Efter på dennemåde at have pacificeret en kilde til uro i det tyske rige blev han udnævnt til hertug af Holsten (i modsætning til de schauenburgske grever af Holsten) og antog samme titel for sit danske len, der herefter kendes som Hertugdømmet Slesvig. Under et familiebesøg i Haraldsted blev han 7. januar 1131 myrdet af sin fætter, Magnus, der formentlig så ham som en farlig konkurrent til tronen. Mordet i Haraldsted Skov blev indledningen til en borgerkrig, der først endte i 1157, da Valdemar blev enekonge. Knud var gift med Ingeborg af Novgorod, der var af russisk-svensk familie. I hendes familie anvendtes navnet Vladimir, der på dansk blev til Valdemar. I øvrigt blev sønnen Valdemar (parrets første) født 7 dage efter mordet på faderen. I kraft af et lensforhold til den tyske kong Lothar herskede han også over obodritterne med titlen knés eller knjaz. Hans tilnavn Lavard betyder herre på saksisk og andre germanske sprog, men betød oprindeligt "brødgiver", jf. engelsk lord. Sønnen Valdemar den Store fik i 1170 Knud Lavard helgenkåret. På mordstedet i Haraldsted Skov rejstes i middelalderen et kapel, som forsvandt efter reformationen. Det blev genfundet i 1883. Kapellet er bygget af regelmæssige kvadre af frådsten. Frådsten er kalksten, der er skåret ud af aflejringer, der kan findes ved kildevæld i Østdanmark. Stenen er blød og let at udskære, men hærder, når den kommer op i luften. Kapellets mure er såkaldte kassemure, med en yder- og en indermur. Mellemrummet er udfyldt med flintbrokker, lagt i kalk. Gulvet i kapellets skib var af tegl, lagt i et zig-zag mønster. Skibet er på et tidspunkt blevet forlænget, måske i forbindelse med helgenkåringen af Knud Lavard. På et senere tidspunkt er kapellet forsynet med hvælv. Legender fortæller, at en hellig kilde sprang frem på det sted, hvor Knud Lavard blev myrdet. Gennem hele middelalderen valfartede pilgrimme i stort tal til kapellet og helligkilden. Efter reformationen mistede kapellet og helligkilden deres betydning, og blev hurtigt glemt. Først i 1883 blev kapellet genfundet og udgravet.Trods eftersøgning har man ikke fundet rester af helligkilden.	Lavard, Knud (I1137)
364	Den eneste Karen Christensdatter, som findes i Maribo amt, som er 22 på det tidspunkt, er denne Karen, der bor sammen med Jens Rasmussen, 38, Gift, Huusbonde, Gaardmand, FT 1801: Jens Rasmussen, 38, Gift, Huusbonde, Gaardmand, Karen Christensdatter, 22, Gift, hans kone [Jens Rasmussen], , Maren Jensdatter, 2, Ugift, deres Datter [Jens Rasmussen og Karen Christensdatter], , Rasmus Larsen, 20, Ugift, Tienestefolk [Jens Rasmussen og Karen Christensdatter], , Jens Jørgensen, 19, Ugift, Tienestefolk [Jens Rasmussen og Karen Christensdatter], , Jørgen Jensen, 14, Ugift, Tienestefolk [Jens Rasmussen og Karen Christensdatter], , Bodil Larsdatter, 17, Ugift, Tienestefolk [Jens Rasmussen og Karen Christensdatter], , Kirsten Nielsdatter, 22, Ugift, hans Steddatter [Jens Rasmussen og Karen Christensdatter], , Heraf fremgår, at Karen fik en datter Maren i 1799 med den 16 år ældre Jens. Jens dør åbenbart senere, idet hun i 1811 får Maren med den jævnaldrende Jørgen. Men oplysningerne er ikke valide, da de ikke er kontrollerede.	Christensdatter, Karen (I4331)
365	direkt?r for ¯kirkeby og Omegns Sparekasse	Ipsen, Martin Peter (I0149)
366	direkt?r i Nordisk Gummi og Guttapercha A/S, K?benhavn	Kofoed, Erik Gunnar (I5795)
367	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I3135)
368	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I0348)
369	Død 1667 på Jernit, Hammel sogn og begravet i Thisted kirke.	Jensdatter, ? (I4597)
370	Død af forkøelse	Norup, Maren Marie (I84530784)
371	død af kronisk nyrelidelse	Stüker, Peter Vestergård (I3389)
372	Død hos svigersønnen Handelsmand Peder Rosenstand i Horsens	Steenholdt, Mette Mathiasdatter (I19543292)
373	død i barselseng	Norup, Dorte Jacobsdatter (77309440)
374	Død KB opsl. 230	Hemmingsdatter, Dorthe (I1627)
375	Død samme dag, som hun blev født	Maria (I3122)
376	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I3772)
377	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I0788)
378	Død ved fødsel	Norup, Lauritz (I42857494)
379	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I37972574)
380	Død: Efter 10 års sygdom xxxx 5 børn	Didriksen, Mette (I3019)
381	Døde af forkøelse	Norup, Marie (I47935454)
382	Døde af hjernebetændelse	Østergård, Thomas Møller (I3522)
383	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I50118686)
384	Døde ugift i Peirup.	Nielsdatter, Anne Marie (I4718)
385	Døde ugift.	Nielsdatter, Johanne (I4720)
386	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I4526)
387	Dødfødt	Hansen, Niels Christian (I4878)
388	Dødfødt pigebarn., f. 1777 i Nørhaa sogn., begravet 17.08.1777 på Nørhaa kirkegård. Den 17. Aug. blev Laurs Simonsen og Anne Pedersdatters dødfødte pigebarn i Nørhaa jordet.	Dødfødt (I5525)
389	Ealdorman i Devonshire Jarl i Devonshire	Tokesen, Pallig (I1332)
390	Efter at have været første kontorbetjent ved Gisselfelds klosters godskontor blev Niels Lauritz Christian Jensen skriver i matrikelkontoret og tog 1834 dansk juridisk eksamen med bedste karakter. Han var derefter nogen tid kontorbetjent ved Frederiksborg amtstue, blev senere volontair i Zahlkassen, hvor han ved kgl. resolution af 18. marts 1841 ansattes som 2.den kopist med anciennitet fra 1. januar og med 400 rdlr. i årlig løn. 9. april 1844 ansattes han som fuldmægtig ved den kongelige odsherredske godskasses kontor, idet dog hans stilling ved Zahlkassen skulle stå ham åben. Da Zahlkassen og Statsgældskassen 1. oktober 1849 forenedes i Finanshovedkassen, blev Jensen udnævnt til assistent i finansministeriet med 500 rdlr. i årlig lønning. 1. april 1851 konstitueredes han i svigerfaderens embede for 2 år, og 1. april 1853 forlængedes konstitutionen med yderligere 2 år. 6. oktober 1853 udnævntes han til virkelig kammerassessor og 1. december 1855 til amtsforvalter for Bornholms amtstuedistrikt. 21. juli 1869 erholdt han titlen som justitsråd med rang i 5. klasse nr. 3 og 17. maj 1873 Dannebrogsordenen Ridderkors.1. juli 1875 fik han ifølge ansøgning det store embede som amtsforvalter for Københavns amtstuedistrikt, fra hvilket embede han afskedigedes 1. april 1886 ifølge ansøgning i nåde og med pension, idet han samtidig udnævntes til etatsråd med rang i 3. klasse nr. 9. I Bornholms Tidende for 24. og 25. maj 1929 skrev sønnen, pastor Marius Jensen, er par kroniker, hvoraf her fremsættes følgende: "Det var i 1875, Far blev forflyttet til København som amtsforvalter, så der kan naturligvis kun være ganske enkelte gamle, som muligvis endnu kan huske ham. Svigerfar, sognepræst i Rønne Frederik Vilhelm Christensen døde derimod først i 1903 som en meget gammel mand. Det er mere end ét slægtsled, han har født, konfirmeret, viet og begravet, og overmåde mange, der nu er over 40år, vil sikkert tydeligt erindre ikke blot hans ydre skikkelse, men også ord og træk, som er karakt eristiske for ham.Der var ikke noget særligt mærkeligt ved Fars ydre. En middelhøj mand, noget tør, mager og spinkel, med, må man vel sige, regelmæssig kønne ansigtstræk. Han var en stille, tilbageholdende mand, som ikke indbød til fortrolighed eller tilnærmelse. Der var ikke over hans væsen noget, der vidnede om varme, ømme følelser eller højtflyvende tanker og idéer. Som børn havde vi stor respekt, nærmest frygt for Far. Ville vi opnå noget hos ham, måtte det gå gennem Mor, et meget varmt, hjerteligt menneske, men med et noget bekymret sind, særlig hvor det gjaldt os børn, når hun syntes, at vi ikke artede os, som vi skulle. Vor opdragelse var helt overladt til hende. Vi så sjældent far uden ved måltiderne, lænket som han var til sit kontor eller i de senere år stærkt optaget af kommunale erhverv. Der næppe nogen af os søskende, som kan huske, at han har kærtegnet os. Men når jeg tænker på Far, navnlig som han var i de senere år, forstår jeg, hvor svært de mennesker kan komme til at føle det, hos hvem de milde, blide, ømme følelser er lænkebundne, så de ikke kan få luft. Mange gammeldags bønder må have haft det på den måde, åndelig blufærdighed holdt disse følelser nede, de syntes, at de frøs fasteller ikke blev ægte, når de ville virke gennem at kærtegne dem, som de dog hang ved med hele deres sjæl. Der dem, som i alt for høj grad bærer hjertet på tungen, og som har let ved at klæde sig åndelig af i andres nærværelse. Men der er visselig også dem, og det ikke af de ringeste og mindst ægte, hvor de hjertelige følelser ligger dybt nede, og hvor man er ængstelig for at lade dem komme til åbenbarelse, navnlig når andre hører eller ser derpå. Det var egentlig kun juleaft en, når vi gik i kreds om juletræet, at Far tøede rigtigt op.Far var blevet meget strengt og pligtmæssig opdraget, og det har naturligvis afsat spor i hans karakter. Det er bleven sagt mig, at der hver lørdag fandt en afregning sted for ugens forsyndelseri form af prygl, men Far fik som den ældste e n dobbelt ration, fordi han havde ansvar også for sine søskende, hvordan de bar sig ad.Vor tid har ondt ved at forstå en sådan opdragelse, og at den kunne ske af kærlighed. Men vist er det, at der af denne opdragelse fremgik mange i høj grad samvittighedsfulde, pligtopfyldende og arbejdsglade mennesker i modsætning til, hvad der kan siges om vor tids opdragelse af børnene og ungdommen.Hjemmet havde små økonomiske kår, og Far måtte derfor meget tidligt sørge for sig selv. Men ved megen nøjsomhed og flid førte han det til at tage dansk juridisk eksamen, som det dengang hed, ogkom senere under sådanne forhold, at han endogkunne støtte flere af sine søskende, en endog til at tage lægeeksamen, og at han til sidst blev en efter de tider ret velstående mand. Men de nøjsomme kår, han havde levet under i sit hjem, og den måde, hvorpåhan havde måttet arbejde sig selv frem, gjorde, at han havde lært, at man må spare på skillingen, hvis man vil nå til at få en daler. En firskilling eller en mark sad meget fast hos ham, og jeg undrer mig ikke over, at folk, der havde arbejde hos ham, kunne finde ham smålig og nøjeregnende. Bedst mindes jeg Far, som han sad i sin kontorstol med sin lange pibe, ret stadig om vinteren vandrende hen til kakkelovnen for at få den tændt ved en "fidibus" (en sammenlagt eller sammenrullet papirstrimmel). Hvertøjeblik glemte han at ryge, så piben gik ud. Jeg havde derfor mistanke om, at der blev røget mere papir end tobak. Tændstikker brugte han ikke; om der var noget at spare, ved jeg ikke, men sikkert er det, at han var en meget sparsommelig ognøjsom mand, nærmest med hensyn til sine egne fornødenheder. Men så var det mærkelige, at større summer kunne han godt undvære, når det gjaldt om at hjælpe nogen eller noget godt frem. Og navnlig, hvor det gjaldt os børn, blev der i den henseende intet sparet. Det var en tid, hvor det hørte til undtagelserne, at døtrene i de mere velstillede hjem skulle lære noget, hjælpes til at stå på deres egne ben. anderledes i mit hjem. Der blev anvendt lige så meget på mine søstres udd annelse og dygtiggørelse som på os brødre.Fars forfædre kender jeg slet intet til ud over mine bedsteforældre. Jeg ved ikke, hvor meget han selv kendte til dem, han talte i alt fald aldrig om dem. Det var for et par slægtled siden ikke almindeligt, at mankendte synderligt til den rod, man var runden af. Anderledes i vore dage, hvor overmåde mange ikke mindst her på Bornholm kan forfølge deres slægt flere århundreder tilbage. Og levet som Far, født 1813, havde sin ungdom og manddom i en meget bevæget tid,æstetisk, national og politisk og under Treårskrigen, synes det ikke, som han var blevet berørt og påvirket af disse strømninger. Hans liv og gerning faldt uden for København, Bevægelsens hovedcenter. Men hovedgrunden har vel nok været den, at han var for stærkt optaget af det økonomiske og praktiske livs opgaver til, at han kunne blive taget af dette åndelige røre. En meget praktisk anlagt mand var han i det hele, derfor kom senere her på Bornholm det kommunale liv til at interessere ham stærkt, og han var i adskillige år et virksomt medlem både af byråd og amtsråd. Et vidnesbyrd om, at man satte prispå hans virksomhed i byen, har vi i en høj sølvopsats, som blev givet ham i erkendtlige medborgere ved mine forældres sølvbryllup. Her i byen var han særlig optaget af dens forskønnelse med plantninger. Den søndre spadseresti, plænen på Lille Torv og anlæggene foran kirkegården mener jeg i særlig grad skyldes virksomhed fra hans side. Men også, hvor der kom noget frem i retning af at oplyse og dygtiggøre de unge håndværkere, f.eks. håndværker- og industriforeningen, var han en sikker mand. Og skønt kontormand og embedsmand af den gamle, ministerielle skole var han i grunden en meget jævn mand. Jeg tror, at han befandt sig bedre ved samtale og samarbejde med jævne borgere og bønder end med mere kundskabsrige ogkultiverede mennesker, selv om naturligvis den selskabelige omgang var inden for byens embedsmænd. Far havde ikke haft lejlighed til, måske heller ikke anlæg for at tilegne sig mange alsidige kundskaber, og da han var meget ærekær, kunne h an føle sig trykket af en mand som Amtmand Vedel, den embedsmand, som han ellers ifølge sin stilling havde mest at gøre med. Fars praktiske sans fik jeg et særligt stærkt indtryk af, da jeg var blevet sognepræst i Haderup, det største og mest magre hedesogn i Danmark. Havde jeg ikke haft Far i ryggen, ville jeg der ved at drive avlingen have pådraget mig en gæld,som kunne havetynget mig hele livet. Men hans, som jeg nu kan se, ene fornuftige forslag, at jeg skulle lade være med at dyrke den usle agerjord uden med lidt hug og blot holde en hest, nogle køer og får på det enghø, vi høstede, turde jeg ikke følge, da jeg mente, atjeg kunne drages til ansvar for, om jeg lod det hele gro til med lyng igen. Pudsigt nok den eneste gang, han besøgte os i Haderup, denne ørken, som han kaldte det, regnede det uafbrudt omtrent en uge igennem, så den sidste dag vi kom over til ham, erklærede han, at han i dag ville blive liggende i sengen. Som god og tro kongelig embedsmand var Far naturligvis, selv om han ikke var nogen ivrig politiker, højremand og Estruper. Og den sværeste tid, jeg har oplevet, var, da jeg havde sluttet mig til Morten Pontoppidans "Kirkens Genmæle" mod denestrupske lovløshed og af den grund blev truet med afsked, hvis jeg ikke tilbagekaldte. Far var den gang dødssyg, og jeg nærede den alvorligste bekymring for, hvordan det skulle gå, hvis han fik sandheden at vide. Hvordan jeg kom om ved de t uden at træde sandheden og kærligheden for nær, har jeg omtalt ved anden lejlighed og skal derfor ikke her komme ind på det. Med meget stor kærlighed hang Far ved Bornholm, ved sin gerning herovre og ved naturen, men han kunne dog ikke modstå at søge det store embede som amtsforvalter i København. I Haderup, hvor man var tilbøjelig til at bedømme en mands stilling i samfundet efter hans indtægter, sagde man, at han var noget næst efter Kongen. Men man havde også der ret kuriøse forestillinger. Et billede, vi har hængende på vor væg, forestiller Solguden efter den romersk-græske mytologi. Man ser solguden kørende i luften med løs tøjle et firspand af vældige heste, omringet og ledsaget af skønne dansende møer og drivende foran sig en kvinde i et langt, flagrende klædebon, der strør roser på sin vej (den sidste et billede på morgenrøden, der må fly for solens kraft og glans). Deter jo ikke til at forlange, at jævne mennesker skulle kende eller tyde de runer. Men når en foreslog, at det var de kongelige, og en anden, som ikke har været rigtig hjemme i sin bibelshistorie, at det var Jesu indtog i Jerusalem, så var det dog vel meget ved siden af. Det store embede kunne imidlertid på ingen måde erstatte Far savnet af Bornholm og virksomheden derovre. Han følte sig i København isoleret og ene, borte navnlig fra det, som uden for hans embede havde haft hans store interesse. Han besøgtealdrig Bornholm, efter at han var flyttet derfra, han kunne ligefrem ikke tåle at gense det. Vi ville derfor gerne, at hans støv skulle have hvilet på Rønne kirkegård, men hans død 1887 faldt i en lignende vinter som den, vi har haft i år, så vi synes ikke, at vi turde risikere at føre hans kirke med dampskibet. I kristelig henseende var Far i mange år uberørt. Vi havde sammen med Kommandanten et bur foroven i kirken lige over for prædikestolen, ligesom amtmanden på den modsatte side, og så fulgte de andre bure efter nærmere ved eller længere borte(antager jeg) til enhvers stilling eller pengepung. Men Fars plads stod som regel tom. Da blev han vækket op efter Mors sigende ved flere drømme, hvor han vågnede i stor angst, fordi han følte døden over sig. Men så var det, at bekendtskabet med pastor Christensen, dennes åbne og hjertelige væsen og tale kom ham til hjælp, sådan at han i den tid, vi boede i København, var en stadig gæst og opmærksom tilhører i Vartov og siden efter Brandts død af Skat Rørdam i Helligåndskirken. Et vidnesbyrd om, at den lille kreds mestaf jævne håndværksfolk, som havde sluttet sig nær til pastor Christensen, følte, at han stod i samme åndelige lejr som dem, har jeg i en bibelforklaring på 3 tykke bind, som blev sendt ham med f ølgende lille brev: "De bedes venligst modtage denne lille julegave fra en kreds af trosfæller". Bogen selv har jeg ikke kunnet finde nogen oplysning i, hvad Far har, ved jeg ikke, men gaven vidner jo om, hvordan man i den kreds så på ham. Må jeg til sidst tilføje uden at få ord for at være ubeskeden eller taktløs i en slags parentes: Man har været så venlig at sætte en mindetavle om Fars virksomhed til forskønnelse af indgangen til kirkegården. Den er sat derude i et stort elmetræ, som oprindelig er skudt op mellem brostenene i amtstuegården. Kunne der ikke uden at beskæmme anlægget og med en ringe bekostning lægges en smal sti hen til træet og med en ringe bekostning sætte en bænk under det. Som det nu er, er der næppe en eneste, som ikke i forvejen ved besked om det, som tænker på, at der på det sted er anbragt en mindetavle.	Jensen, Niels Laurits Christian (I4390)
391	Efter sigende af hans datter Laura var han født Andersen - vistnok af svensk afstamning. Han blev adopteret af Laura Bruun, hvis navn han fik. Hans førstedatter er opkaldt efter hende. I familien hed hun ikke andet end "Bedder", fordi Laura	Bruun, Ove Oskar Emil Herman (I4766)
392	Ej registreret død i Skinnerup kirkebog 1858-1891 (AO)	Salomonsen, Hans Peter (I4874)
393	Ejede Hulleg¯rd indtil 1950. Derefter assistent i Frikso Is A/S i K?benhavn.	Koefoed, Holger Konrad Peter (I0590)
394	Ejer af Daugaard v/ Vejle	v. Müllen, Landmåler Johan Ludvig (I66945634)
395	Ejer af Fastruplund	Maria Sophie (I45883422)
396	Ejer af Indslev Kro.	Knudsen, Anthon (I4655)
397	Ejer af Næsbyholm Han var Marskal fra 1364 og Gældker i Skåne 1376-83, men blev fjernet af Kong Oluf, fordi han havde vist sympati for Mecklenburgerne. Der blev ikke udnævnt nogen efterfølger i embedet.	Galen, Tuve Andersen (I1287)
398	Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt.	Nulevende (I8)
399	Else og Ingemann Abrahamsen med familie hos fotografen i Tørring 1955	Familie F69675808
400	Else var tvilling til Helvine. Dåb: Husmand (ulæseligt) hans hustru Mette Christensen af Hundborg bærer barnet. Pige Mette Marie Sørensen af Aarup. Faddere: Husmand Peder Dalgaard af Hundborg - ungkarl Jens Hedegaard Christensen af Hundborg - Husmand Christen Damsgaard af Aarup. Else konfirmeret 4 APR 1880 i Snedsted.	Dahlgaard, Else Kierstine (I6500)